Carl Emil Petersen
18-08-2018
Billet til én koncertaften med 2 koncerter med først Carl Emil og derefter CV Jørgensen
Sted
Mølleparken, Sønderborg
Koncerten starter
20:00
Carl Emil giver koncert samme aften som CV Jørgensen
Carl Emil gjorde sig bemærket som den talentfulde forsanger i bandet Ulige Numre, som debuterede i 2011 med singlen København, der straks blev et stort hit. De følgende udgivelser og ikke mindst albummet Grand Prix slog i 2015 fast, at her var der et nyt stortalent, som blot ventede på at bryde ud og flyve selv.
Dette skete så i starten af 2017, hvor Ulige Numre meddelte at de stoppede som band, mens Carl Emil Petersen kastede ud i en solokarriere. Det skete i al venskabelighed, for det var ingen hemmelighed, at Carl Emil både var bandets maskinmester og kreative kraft.
Hen over 2017 gik det stærkt. Det var alene musikken og lysten til at spille og underholde, der styrede begivenhederne, så Carl Emil spredte sit talent ud over det ganske land, og optrådte på små lokale scener, solo med akustisk guitar, såvel som større spillesteder med fuld besætning. Roskildefestivalen var et af højdepunkterne.
Carl Emil er en enspænder, når han skriver sin musik. Men når den skal produceres, har han det bedst med Sune Wagner fra The Ravonettes ved sin side. Resultatet af deres samarbejde kan høres på et nummer som Liv før Døden og på hans første solo album Natradio fra efteråret 2017. På numre som Racerhjerte, Edderkop og titelnumeret Natradio kan man opleve den både skrøbelige og drømmeagtige stemning, han strør ud over sine sange.
Det er ingen tilfældighed, at Carl Emil giver koncert samme aften som CV Jørgensen. Deres stemmer og kompositioner har slående lighedspunkter, og trods aldersforskellen samler de publikum i samme musikalske univers. Mens CV Jørgensen bringer publikum et nostalgisk tilbageblik, fører Carl Emil arven videre og lover godt for fremtiden.
Andre informationer
Dørene åbner:
Billetsalg: