Sebastian Band på Harmonien
14-11-2018
Sebastian har samlet et nyt band omkring sig og drager på turné med både gamle og helt nye sange.
Sted
Harmonien Haderslev
Koncerten starter
20:00
Sebastian Band spiller på Harmonien i Haderslev
Sebastian har samlet et nyt band omkring sig for at drage på turne landet rundt til efteråret. Omdrejningspunktet bliver hans længe ventede studiealbum ”Sange til Drømmescenariet”, som udkom i 2017 og blev modtaget med fornemme anmeldelser.
”Sebastian har næppe sin lige som klassisk sangskriver i Danmark”, lød det i Gaffas anmeldelse. ”Evnen til at skrive sange er stadig enestående”, stod der i Politiken, og Berlingske noterede sig, at ”Sebastians evne til at fremtrylle eventyrlyst og skønhed er intakt”. BT konstaterede kort og godt, at det er et ”dybt inspireret og kreativt album.”
Når man hertil lægger den stribe af markante hits, Sebastian har leveret gennem de sidste 47 år, kan det ikke undgås at blive en ren perlerække af fantastiske kompositioner, der toner ud over Harmonien i Haderslev den 14. november.
Det var helt tilbage i 1971, Sebastian blev bemærket med ”Lossepladsen Bløder”. Året efter slog han sit navn fast med albummet ”Den Store Flugt” og derefter leverede hans kreative åre en regelmæssig strøm af medrivende kompositioner og finurlig lyrik. Gennem årene har han inspireret mange andre artister og givet deres karriere et løft.
I en længere periode kastede Sebastian sig over musicalgenren, og folk strømmede til forestillinger som ”Nattergalen”, ”Skatteøen”, ”Ronja Røverdatter”, ”Cyrano” og ”Alladin”. Men i 2011 vendte han tilbage som sanger og sangskriver med albummet "Øjeblikkets mester", som udover at høste nogle af karrierens bedste anmeldelser også gav ham en grammy og en nominering til Nordisk råds musikpris.
Sebastian har gennem årene haft et stort publikum i alle aldre, og der kom endnu flere til, da han i 2015 medvirkede i tv-programmet ”Toppen af Poppen”. Her kunne seerne bl.a. høre fortolkninger af Sebastians tidløse sange, fra Shaka Loveless, Stine Bramsen, Lars Lilholt og Oh Land. Sidstnævnte var også velvalgt duet-partner på ”Skjulte øjne”, det nye nummer på opsamlingsalbummet ”De største sange” fra 2015, som er en god indgangsvinkel til Sebastians musikalske univers og omfattende karriere.
Sebastian Band består af Michael Friis (bas), Klaus Menzer (trommer og percussion), Nils Henriksen (el. guitar), Perry Stenbeck (guitar og div. strengeinstrumenter), Peter Dencker (tangenter), Misen Groth og Gry Harrit (kor) samt Sebastian selv (vokal og guitar). De fleste er nye i denne sammenhæng, men Michael Friis og Nils Henriksen er gode, gamle kendinge, som har holdt ved siden Sebastians tidligste år.
Andre informationer
Dørene åbner:
Billetsalg: